Det ‘afvigende’ som potentiel ressource

Nyt navn og ny hjemmeside – oktober 2012

Projekt “Det ‘afvigende’ som potentiel ressource” har skiftet navn til “Det ‘særlige’ som potentiel ressource”. I den forbindelse har projektet ligeledes fået en ny hjemmeside www.saerlig.ruc.dk På denne hjemmeside kan du læse mere om projektet, og det er ligeledes her, at du fremover vil kunne følge med i de forskellige aktiviteter og publikationer knyttet til projektet.

Grunden til navneskiftet er, at vi, blandt enkelte professionelle og tidligere anbragte, har mødt en bekymring i forhold til projektets titel. Bekymringen har gået på, at titlen kunne være med til at stigmatisere børnene og de unge som ‘afvigere’. Blandt børnene og de unge har vi ikke mødt den samme bekymring. Tværtimod giver nogle af dem udtryk for, at de kan identificere sig med titlen: De oplever sig allerede som anderledes, og titlen anerkender deres anderledeshed som en ressource. Det var netop idéen bag titlen, at den indeholder en implicit kritik af de snævre normalitetsnormer og den stigmatisering, der heraf følger med afvigelsen fra disse. Vi har derfor været meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle ændre på titlen eller ej. Vi er dog kommet frem til den konklusion, at selvom vi er kede af at skifte navn, så vejer det tungere for os at sikre, at der hverken er nogen der føler sig stemplet (vi har jo endnu kun snakket med nogle få børn og unge) eller som bliver udelukket fra at deltage, fordi de voksne ikke vil udsætte dem for stempling.

Projektets nye titel er derfor “Det ‘særlige’ som potentiel ressource”. En titel der har en lidt mere positiv klang samtidig med, at den rummer essensen i projektet: Nemlig at anerkende de særlige egenskaber, som børn og unge, der har haft sværere opvækstvilkår end andre, ofte har udviklet. Dette har lige fra projektets start været omdrejningspunktet for projektet. I form og indhold bibeholdes projektet i sin oprindelige form. Det er kun navn og hjemmeside, der ændres.

Hvis du har spørgsmål til navneændringen eller projektet generelt, er du velkommen til at kontakte projektleder Hanne Warming (hannew@ruc.dk ) eller forskningsmedarbejder Signe Fjordside (sifj@ruc.dk )